Prædiken til Påskedag, 1. txt række

Hinge kirke 2021, søn den 4. april kl. 10.30

påskeliljer1

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Amen

(Mark 16,1-8)

Bøn
Gud,
Du, som åbner døren gennem døden,
vis os midt i mørket morgenrøden!
Amen.

I dag, denne søndag i april, er det påske. Påskedag. Påskemorgen.  Dagen hvor mørket, døden og stilstand viger for lys, liv og bevægelse. Og selvom solen derude på kirkegården lader vente på sig denne Påskemorgen, så er der en verden til forskel fra der, hvor vi endte Langfredag – på korset, i afmagt, fortvivlelse og død. De af jer, der var i kirke i fredags vil vide, at jeg sluttede min prædiken bl.a. med ordene ”fortsættelse følger” og med påstanden om, at i alt ordentligt liv hænger død og opstandelse sammen. Lad os begynde her … eller måske snarere…lad os fortsætte her:

Ja, lad os ligefrem lette fra jorden og slippe fortøjningerne og sammen begive os ud på en lille rejse. En lille vandring kunne vi også kalde den. Lad os gå med kvinderne ind i gravhulen denne påskemorgen. Vi har lige fået fortalt af Markus, at kvinderne ikke anede, hvem de skulle få til at vælte stenen fra indgangen til graven. Og vi har også hørt, at da de kom derhen, ja, da opdagede de, at stenen allerede VAR væltet fra graven.

Lad os derfor gå med dem helt ind. Helt derind i gravens mørke. Derinde står vi nu. Med ryggen mod udgangen. Når man står sådan med ryggen mod udgangen, så kan man ikke skimte meget lys. Nej, det man her ser er ikke andet end en mørk, grå og kold klippevæg. Det er her kvinderne bliver ”forfærdede” fortæller Markus, for det gør man, når man befinder sig på dette sted. Det er afmagtens og rædslens sted. Men midt i denne rædsel lyder der en stemme. En stemme der siger: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”
”Han er opstået, han er ikke her” – så enkelt, så ligetil og dog så helt ubegribeligt. Ord med næsten magisk kraft – lad os standse her og smage på ordene – ja, mærke ordene, som vi mærker dem ved dåbens vand, hvor vi kaldes ved navn som Guds elskede børn.

Mærke hvordan de med deres kraft tager fat om vores skuldre og skaber en vending. Vender os. Omvender os. Vender os langsomt men sikkert om, så vi nu står med ansigtet vendt mod gravhulens indgang.

Kvinderne er – som vi hørte det før – optaget af at finde denne indgang. Og det er selvfølgelig også vigtigt, ja, det skal jo – af gode grunde til – når man gerne vil ind, som kvinderne påskemorgen. Men nu hvor vi står her med ansigtet vendt mod indgangen, så er vi ikke alene blevet flyttet – vendt om og omvendt – nej, også vores fokus har flyttet sig. Nu har vi ikke længere brug for en indgang men derimod en udgang. Helt på samme måde som det lille barn, der ligger i mors liv – i livmoderen og som gennem vand skal ”komme til verden” – må  finde udgangen. For på underlig – og forunderlig – vis er det sådan, at man må finde udgangen for at finde indgangen. Det lyder også til os i dåben, hvor der siges ”han bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid”. Det er ham, som ved ”Jesu Kristi opstandelse har genfødt os til et levende håb” – genfødt os til at ”komme til verden”, ud til liv og lys i det forårsliv, der lige nu spirer og vokser frem overalt og som venter derude. Venter på, at blive indtaget og indåndet. Og husk nu i den forbindelse, at det med at ”komme til verden” – det er ikke gjort én gang her i livet, men må igen og igen finde sted i et menneskeliv.

Derfor: Hvis vi – i det mindste for en stund - lader al forstand og fornuftsmæssig interesse omkring diverse ”teknikaliteter” i talen om ”Jesu Kristi opstandelse fra de døde” ligge og i stedet – med al mulig sans og åbenhed lader hjertesproget komme til. Komme til os – ja, så vil det måske – selv for de mest stivnakkede – være muligt at fornemme, at lige her – der åbner der sig en dør: Her revner og sprækker det, så det, der før var mørke, tomhed og øde, det fyldes nu af lys, liv og ny mulighed. Mulighed for ny begyndelse og for at ”begynde på ny”. Det er her der åbnes op for, at der altid er mere at sige end, at vi skal dø – for husk nu, i al ordentligt liv, der hænger død og opstandelse sammen!

At vi hver især skal miste undervejs det er sikkert og vist. Ja, sikkert og vist er det, at vi skal miste den ene og den anden – miste det ene og det andet her på vores vandring gennem livet. At vi endda til sidst skal miste ultimativt, den dag vi selv mister livet. Det ér og bliver uundgåeligt. Og dog er der mere at sige og høre og tro end det…

Hertil forlanges – langt snarere end forstand og kolde facts – forundring. Ja, her kræves det man med min gamle højskoleforstander Jørgen Carlsens ord kan kalde ”forundringsparathed”. En åbenhed og en parathed til ikke blot at undre os men også lade os tiltale af ord, der siger os langt mere, end vi kan sige os selv.
Det er altid godt at få en øjenåbner, ja, måske endda blive vendt 180 grader om og ”komme til verden” på en ny måde. Ja, måske endda komme ind i et helt nyt rum, fordi nogen eller noget har talt til dig og skabt en ny opmærksomhed hos dig.

Det er underfuldt, når en før lukket dør åbner sig, så man kan komme fra et rum til et andet. Komme til verden og være til stede. Når den dør, der før så ud som lukket udgang nu er blevet til en lysende indgang. Her taler vi ikke om den dobbelte udgang men derimod om den dobbelte åbning. Det underfulde liv med øjenåbner og åbenbaring til følge. Så at jeg nu også må tro, at selv når jeg dør, så er der en dør. Fra dør til dør! Fra død til liv. Til at det igen åbner sig, og jeg igen kan gå ud i livet. Og så en gang, når alting engang er forbi – lad nu bare døren stå åben. Lad den nu bare så HELT åben: Vi får se! Vi får se!

Der er ingen grund til, at vi bliver ved med at opholde os i gravens mørke kammer. For som englen siger til kvinderne: ”sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham.” Galilæa som det sted, de kom fra – det sted, hvor hverdagen og dagliglivet udfolder sig – ”dér skal I se ham!”. Der skal VI se ham – i daglivet, i hverdagen med hinanden – lige der er han at finde. Midt iblandt os. Det er der – og her – hvor vi samles i kirken, at han er tilstede med sin”al sin kærligheds rigdom” og opstandelseskraft.

Det lyder forunderligt – og det ER forunderligt, men indimellem næsten også for godt til at være sandt. Så er det vi kommer i tvivl og bliver bange – helt ligesom kvinderne påskemorgen som vi hører om er både ”rystede, bange og ude af sig selv”. Det kan være skræmmende at ”komme til verden” – hver og en er vi helt sikkert kommet til denne verden med et ordentligt skrig. Men det gør ikke noget, for det er netop dette skrig, der for alvor får barnets lunger til at folde sig ud. Sørger for åndedraget. Det mest underfulde og vidunderlige af alt her på jord – at drage ånde. I grunden af nåde – to ord men begge bestående af de samme fire bogstaver.

Og når den biologiske navlestreng kort efter fødsel kappes over, så er der fortsat en blodrød pulserende navlestreng oppefra, som vi hele livet igennem er forbundet med. Den navlestreng som end ikke døden kan standse. Dét er korsets gåde. Med den streng er vi – i livet og i døden – til evig tid koblet sammen med Gud og hans kærlighed. På den tro, kan vi i dag fejre påske.
Glædelig påske!
Amen.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,
Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Fadervor 

Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje
som i himlen således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen

Den apostolske velsignelse

Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden
(menigheden rejser sig)

(at) Vor Herre Jesu Kristi Nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
(må) være med os alle!
Amen.