Prædiken til Langfredag, 1. txt række

Vinderslev kirke, 2. april 2021

påskelilje5

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus

Da de havde hånet Jesus, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.
De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.

Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Amen

Markusevangeliet 15,20-39

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Det er dagens evangelium i kortform. Det er Gudsforladthedens sted, og det er her, vi befinder os i dag, denne Langfredag. Vi hører i dag om, hvordan Jesus bliver hånet af både ypperstepræster og skriftkloge med ordene: ”Nå, du som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!”
Men Jesus frelser ikke sig selv og stiger heller ikke ned fra sit kors. Han bliver der. I Gudsforladtheden. I afmagten.

På en dag som i dag sættes vores tro på en prøve – nøjagtig ligesom Abrahams tro blev sat på prøve, da han af Gud fik ordre til at ofre sin elskede søn Isak. En historie som forekommer ikke alene barsk men også grusom. Men samtidig også en historie som rummer mere end bare grusomhed. For historien om Abraham og Isak er også historien om, at noget gammelt må gå til grunde, for at nyt liv kan opstå. Og netop opstå også i betydningen ”stå op” – som Jesus gør det af graven påskemorgen. Derfor er historien om Abraham og Isak også historien om, at i al ordentligt liv, hænger død og opstandelse sammen.

Langfredag og påskedag – to sider af den mønt. Hver for sig repræsenterer de kun den ene side af sandheden om livet, men tilsammen udgør de den helhed, der er livet selv.
I dag kigger vi direkte ind på den ene sandhed om livet – nemlig døden. Og det ængster os og gør os bange, for herude hvor døden er, er der mørkt. Herude føler vi os forladte.

Når noget slemt rammer os i livet, er det ofte vi mister vores barnetro. Det er derude, hvor vi kan få det naturalistiske chok og opdage, at Gud ikke passer på sine mennesker. Når dette sker er barnetroen mistet. Og i det mørke, vi kan befinde os i disse situationer, ja, der ER der ofte så mørkt, at vi intet lys kan skimte. Her er der bare mørkt. Og det er her vi kan føle os Gudsforladte. Og hvor meget vi end råber mod himmelen, så kommer der ingen svar. Herude er både svarenes- og forklaringens Gud væk.

Til gengæld er der en anden Gud på dette sted – nemlig henvendelsens Gud. Det er ham, jeg kan råbe til, råbe ad og skælde ud. Det er ham Jesus peger hen på, når han i dåben siger til os at, ”den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Det er her vi bliver givet barneretten til at skælde ud, føle os Gudsforladte og i afmagt råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Gud er ikke retfærdig. I hvert fald er han ikke retfærdig i den forstand, vi ofte forstår retfærdighed, for han ”lader sin sol stå op og onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”. Men selv der, hvor vi føler, at den største uretfærdighed er til, når vi mister en vi elsker, når vi selv eller en vi holder af bliver ramt af sygdom eller andre katastrofer – ja, der svarer Gud os rent faktisk. Ikke i form af et svar på ”hvorfor”, men derimod med et nærvær. Det er solidaritetens Gud. Det er ham, der går med os ned i den dybeste og mørkeste afgrund.

Det er dét, han viser os med Jesu lidelse og død på korset. At han kender vores dybeste lidelse – for han har selv, i kraft af Jesus Kristus, Menneskesønnen, været i denne lidelse. Og han har selv på dette sted mærket, hvor afmægtig man kan føle sig her. Han har selv råbt mod himmelen: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Midt inde i orkanens øje, midt inde i det, der ligner den totale forladthed, der er det muligt at finde et nærvær og en fred, der overgår al forstand. Korset som Gudsforladthedens sted. Men mere end det. For det er også her ved Jesu kors, vi som kristne finder det eneste virkeligt uforanderlige i denne verden: Guds kærlighed. Guds nåde og barmhjertighed, som går så langt som tænkes kan. Ind i den dybeste smerte og ensomhed. Ind i døden. Ind i det som vi kender som Gudsforladthedens sted, men som ikke længere, efter Langfredag og Påskemorgen, er det eller behøver at være det for noget menneske. For selv her er Gud.

Du som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Disse linjer sang vi for lidt siden i Grundtvigs smukke Langfredagssalme Hil dig frelser og forsoner. Vi skal ikke selv opfinde den dybe sammenhæng her i livet, men vi skal bede om, at vores hjerter må banke for den, så vi elsker det skabte menneskeliv.

I dag på Langfredag bliver vi befriet. Vi bliver befriet fra at skulle være vores eget livs Gud. I dag bliver vi mindet om, at vi som mennesker gerne må miste håbet. At blive håbløs er også at blive ”løst fra de lænker” håbet indimellem kan være. Men det slutter ikke her… for, for nu at gentage, hvad jeg sagde i begyndelsen af dagens prædiken: ”i alt ordentligt liv hænger død og opstandelse sammen”. Forsættelse følger og ”vi ses”…

Så lad kun sorgen synge,
få luft for al sin klage,
og lad kun savnet tynge,
din godhed blir tilbage.
Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.

Derfor:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,
Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Kirkebøn

Vor Gud og Far

På denne Langfredag, hvor din elskede søn blev naglet på et kors kommer vi i vores afmagt til dig.
Tak for de mennesker, du har givet os at dele livet med.
Tak for alt, hvad vi har delt og får lov til at dele med hinanden,
både i gode og svære dage.
Hjælp os der, hvor kærligheden gør ondt,
og vi er truet med at skulle adskilles.
Nu lægger vi det hele i dine hænder, Gud
og vi gør det i tillid til,
at du kan rumme og bære det alt sammen.
Sæt englevagt omkring os alle,
og giv os at tro, at vi – både i livet og i døden
- er sammen i din kærlighed.
Amen.

Den apostolske velsignelse

Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden

(menigheden rejser sig)

(at) Vor Herre Jesu Kristi Nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

(må) være med os alle!
Amen.